søndag, september 02, 2007

Skriftens virkekraft og pietismens rødder

Den lutherske ortodoksi havde ved sin store stridsteolog, Abraham Calovius, en interessant strid med teologen Hermann Rathmann om Skriftens virkekraft/effektivitet. Iflg. Rathmann blev Skriften først virkekraftig, når den kom i brug. Heroverfor hævdede Calov og ortodoksien, at Skriften var virkekraftig ante et extra usum (før og udenfor brugen). Skriften fik ikke sin virkekraft fra brugen af den. Det var ikke kirken/individet, der ved sin åndsoplysning skulle gøre Skriften virksom. (Se om denne strid bl.a. Preus, Robert 'The Theology of Post-Reformation Lutheranism I" p. 367-371 samt Jung, Volker: 'Das Ganze der Heiligen Schrift' p. 94-101)

Interessant er det, at den senere ortodokse teolog, Dannhauer i sin Hermeneutica Sacra havde et syn på Skriftens virksomhed, der lå tæt på Rathmanns, idet han afviste Skriftens virkekraft ante et extra usum. Robert Preus forsvarer Dannhauer (p. 370) med at han var oppe mod nogle andre positioner, men Volke Jung mener, at der er klare ligheder ml. Dannhauer og Rathmann på den ene side og så ml. Dannhauers hermeneutik og den pietistiske standardhermeneutik af Johann Jakob Rambach: "Institutiones Hermeneuticae Sacrae". Så vidt Volker Jung og Robert Preus.

Det interessante er, at pietismens fader, Phillip Jakob Spener netop var elev af Dannhauer i Strassburg og selv skulle have sagt, at denne var den teolog, der havde ydet mest indflydelse på ham (iflg. Tapperts introduktion i engelsk oversættelse af Pia Desideria 1964, Fortress Press, p. 10). Skal en del af pietismens baggrund i virkeligheden findes i denne vending til subjektet frem for objektet, når der gælder Skriftens virkekraft? Og ligger den idehistoriske kim til subjektorienteringen i teologi og filosofi i oplysningstiden ikke netop i pietismen?

4 kommentarer:

Jesper Veiby sagde ...

Må en udenforstående bede om en uddybende forklaring???

Menes der med "ante et extra usum (før og udenfor brugen)", at Bibelen er virksom og ændrer menneskers liv, og frelser mennesker, mens den ligger ulæst på sin hylde og samler støv???

Eller må Guds Ord trods alt ikke læses/høres og blive troet på, før det virker???

Pastor Sørensen sagde ...

Hej Jesper

Det er falske alternativer, du opstiller.

At Biblen har virkekraften i sig før og udenfor bruge, betyder ikke, at den virker noget i nogen menneskers liv, som ikke bruger den.

Mennesker får først gavn af den, når den bruges, men det betyder ikke, at det er brugen, der giver den sin kraft.

Men det betyder, at det ikke er er læsningen, hørelsen eller troen, der giver ordet kraften. Guds ord må ikke først troes og høres for at blive Helligåndens redskab. Det er Helligåndens redskab forud for dette.

Guds ord må ikke troes, før det virker. Man tror, fordi Guds ord virker.

Guds ord er ikke døde bogstaver, der må oplives af menneskers åndelighed, men Guds ord er Åndens sværd, som kan oplive mennesker af åndelig død.

Joh 6,63: De ord, jeg har talt til jer, er ånd og liv.

Jesper Veiby sagde ...

Ok. Jeg forstår din pointe. Som jeg for øvrigt er ganske enig i. Hvis jeg forstår dig ret. Ordet er ikke kun informationer, som kan skal analysere, men det er et budskab, som virker forvandling.

Men...

Det er jo dog et faktum, at folk kan høre Bibelen og evangeliet og være aldeles upåvirkede. Så der må jo også være en subjektiv faktor inde i billedet. Hvis det kun var Bibelen, som spillede ind, burde alle jo komme til tro, som hørte?

Som jeg forstår det, betoner "ortodoksien" muligheden af at modstå troen. Mens pietismen (inkl. frikirker) opfordrer til at tage imod i tro. Men spørgsmålet er, om der ikke bag disse på overfladen forskellige tilgange ligger et og samme tema: Sørg for at du er modtagelig for Guds Ord.

Pastor Sørensen sagde ...

Hej Jesper

Nej, jeg mener ikke, at der ligger samme 'tema' bag. Tværtimod, så mener jeg, at det er to modsatrettede opfattelser.

Det er et paradoks, at Guds ord virker, at Gud alene virker troen og at det alene er menneskers skyld, når de modstår troen. Pietismen og frikirkerne firsøger at løse paradokset ved synergisme(at mennesket samarbejder med Gud i omvendelsen). Calvinismen forsøger at løse det ved at benægte, at Gud vil, at alle mennesker skal frelses.

Den lutherske kirke har derimod altid fastholdt paradokset, fordi Skriften gør det uden at tvinge Skriftens udsagn til at stemme med fornuften. For den lutherske kirke er fornuften alene en tjener i forstålensen af Skriftens ord og ikke en dommer over, hvad Skriften kan sige.

mvh. Magnus